Om navnet Aidt


Om navnet Aidt


Af Viggo Aidt

De allerfleste af mine sommerferier tilbragte jeg i min fars fødegård i Jebjerg, i nærheden af Randers. Keldvang, hed den. En gammel gård, der var gået i arv fra far til søn, hvilket vi senere har kunnet studere på arkivet i Viborg.

Dette var meget morsomt, da jeg var lærer i Viborg. Her var jeg meget gode venner med arkivar Kistrup og havde anledning til at komme derop på arkivet og se de forskellige ting, som angik slægten. Og fra i hvert tilfælde 1631 og så op til vor tid er gården gået i arv fra far til søn.

Det var jo sådan i gamle dage, at hvis en mand hed Jens til fornavn, så kom hans søn til at hedde Jenssøn, og hans datter til at hedde Jensdatter, og derfor skiftede navnene jo i hver generation efter forgængerens fornavn. Det var en ting, der vist nok holdt op omkring 1850 og deromkring ved. Det blev for svært at finde ud af slægterne, når det sådan skiftede navn hele tiden, så det blev bestemt, at man skulle have det samme navn. Og da den sidste, det var en Pederssøn, så kom vi til at hedde Pedersen. Og det hed min far jo også, og hans mange søskende.

Også jeg er født Pedersen – Viggo Emil Pedersen – men fik jo altså tilføjet Aidt. Det gik til på den måde, at da min kære bror studerede på landbohøjskolen i København, da var der ikke færre end tre, der hed Axel Pedersen. Og når professoren sagde “Axel Pedersen”, så var der tre mand, der røg op, og det var jo lidt forstyrrende. Så havde professorerne på et lærermøde aftalt, om ikke de skulle spørge, om ikke de måtte kalde dem ved bynavn, disse tre Axel Pedersen’er. Det kunne de jo ikke sige nej til. Og så blev min bror vant til at blive kaldt Aidt, og da han havde taget sin eksamen, så ville han søge om at få navnet, og han spurgte så sin søster og sin bror, om de ville være med til det, og det havde jeg såmænd ikke tænkt så meget over; men det gik jeg så med til, og jeg har været glad for det siden, ikke mindst, når jeg skulle til eksamen, for så var jeg jo gerne den første på holdet, der skulle op, og så kunne man da få det overstået. Men også fordi det er et godt gammelt navn.

Disse her professorer, der har undersøgt landets stednavne, skriver i deres bog om disse ting, at blandt de ældste naturnavne og landsbynavne, som findes i Danmark, er for eksempel Skjern og Aidt, og det er jo meget morsomt!

I Ib Koch Olsens bog, ‘Dansk Kulturhistorie’, står der også noget om de ting. Han skriver, at der var ældgamle landsbyer fra tidligere tider i broncealderen. De første landsbynavne lyder mærkeligt fremmedartede. Måske de engang i broncealderen må have været navne på slægtninge eller de gamle stamfædre. Og så nævner han byerne Aidt – Løjt – Malt – Tolk og Skjern. Nå, men det var nu en hel masse snak om navne.

Uddrag fra Viggo Aidts erindringer, 1972

Axel Aidt, Viggos bror, fortalte omkring 1955, at han havde fundet oplysninger i Trap, der fortalte, at Aidt-navnet havde undergået store ændringer i middelalderen: Fra ‘Agatweed’, der skulle betyde en rydning i de store skov-arealer, hvor man kunne køre, age igennem – til ‘Akthe’. Og aga- og ak- kommer netop fra verbet “at age”. Den senere forkortelse, som findes på landkort fra det 19. århundrede, ‘Agt’ – der bliver til ‘Ajt’ – ændres omkring 1890 til det nuværende ‘Aidt’.

Finn Aidt, 2001



• Link til landsbyrådet i Aidt 

• ‘Aidt’ er det 58.830. mest populære efternavn i USA, ifølgePlacesNamed.com

Leave a Reply